Kai Ingemann Schnetler

Undersøgelse af Littorina-havets aflejringer

Indledning.

I en periode af Stenalderen dækkede havet en stor del af Danmark som følge af afsmeltning af Istidens indlandsis. Siden har landet igen hævet sig nord for en linje fra Thyborøn til Falster, så det, der var havbund for ca. 7.000 år siden, i dag er land. Denne hævede havbund kan ses mange steder i f. eks. Nord - og Midtjylland, og havet kaldes ofte Littorinahavet efter den almindelige strandsnegl Littorina littorea, der i nutiden lever i strandzonen af havet.

Findesteder på Randersegnen.

1. Da dyreparken i Fladbro Skov blev etableret i 1994, blev grøften langs skovens østlige kant oprenset med en gravemaskine, og samtidig blev der gravet huller til hegnets stolper. Både i grøftens sider og den opgravede jord sås en grålig jordart, der havde et iøjnefaldende indhold af skaller. Det kunne ses umiddelbart, at det ikke var skaller af de ferskvandsformer af muslinger og snegle, som lever i Gudenåen i dag, men arter der i nutiden lever i saltvand (enkelte dog i brakvand).

2. Ved anlægsarbejder i 1989, bl. a. langs motorvejsbroen over Gudenåen og i Fladbro ved Speedwaybanen, fandt man den samme grå jordart i ca. 2.5 meters dybde, og de hvidlige skaller var så iøjnefaldende, at de kunne ses, når man kørte på motorvejen.

3. Ved oprensninger af grøfter i Nørreå- og Gudenådalen findes jordarten ofte.

Faunaens sammensætning.

Hvis man tørrer jorden med skallerne i, efter at den er brækket i småstykker, kan den let opløses i lunkent vand og derpå slemmes gennem en sigte ved hjælp af en haveslange (helst udenfor af hensyn til vaske og vandlåse). De rene skaller kan så sorteres fra og bestemmes efter bøger, der beskriver og afbilder nutidige snegle og muslinger. Det viser sig hurtigt, at antallet af forskellige arter er lavt, men til gengæld er der mange eksemplarer af flere arter. Mest almindelig og iøjnefaldende er pebermuslingen Scrobicularia plana, der kan blive op til 5 cm stor, men også almindelig hjertemusling Cardium edule, østersømusling Macoma baltica og blåmusling Mytilus edulis er almindelige. Blandt sneglene findes især Littorina littorea, men også dværgkonk Hinia reticulata, almindelig konk Buccinun undatum og dyndsnegl Hydrobia ulvae er ret almindelige. En sjælden art er Theodoxus fluviatilis, der lever i rindende vand (artsnavnet fluviatilis betyder dette!) og derfor må være ført ud i datidens fjord af et vandløb.

1. Østers 2. Almindelig hjertemusling 3. Pebermusling 4. Blåmusling 5. Almindelig strandsnegl 6. Dværgkonk.

Hvor finder man så disse arter i nutiden? A.C. Johansen undersøgte bløddyrene i Randers Fjord og offentliggjorde resultatet i 1918. En figur fra denne bog vises herunder. Den viser de inderste forekomster af saltvandsarterne. Figuren viser f. eks., at pebermuslingen Scrobicularia plana i nutiden slet ikke lever i Randers Fjord, mens de øvrige almindelige arter ikke når længere ind end til Mellerup. Mest tolerant er dyndsneglen Hydrobia ulvae, der kan nøjes med en saltholdighed på 1-2 promille, mens den almindelige konk Buccinun undatum først træffes ved en saltholdighed på 20-24 promille. Da denne art også findes i jordlagene fra Fladbro Skov, tyder den afgjort på en tilsvarende saltholdighed i Littorinatidens fjord, også fordi dværgkonken Hinia reticulata, der kræver 15-20 promille salt, er ret almindelig. Scrobicularia plana lever i nutiden især i Vadehavet, Smålandshavet og brakvandsområder i bunden af fjorde.

Littorinahavet.

Siden den sidste istids ophør har Danmarks udseende gentagne gange ændret sig i et samspil mellem to faktorer: isafsmeltningen (den eustakiske faktor), der giver havstigning (transgression), og landhævningen (den isostakiske faktor), der giver tilbagetrækning af havet (regression). Landhævningen skyldes, at isen ikke længere tynger landet ned.

                      I slutningen af Istiden (senglacial tid) var isafsmeltningen dominerende, og store dele af Nordjylland overskylledes af Yoldia-havet (opkaldt efter muslingen Yoldia arctica, der i nutiden er højarktisk og lever i Ishavet). Senere dominerede landhævningen, og i Fastlandstiden var Danmark således landfast med England og Sverige. I tiden fra 8.000 til 5.000 år før nu (Atlantikum) kom der igen en havstigning som følge af, at det store isskjold i Nordamerika brød sammen. Disse havstigninger omdannede store dele af Danmark til øer; således var Djursland og Vendsyssel opsplittet i øer, og Nørreåen var en saltholdig fjord, der gik helt ind til Viborg. Også dele af Gudenådalen var fjord, og Ø Bakker i Nørreådalen og Stevnstrup-Helstrupområdet var øer. På kortet ses det, at dette havs strandlinie på Randersegnen ligger i kote +3, altså 3 meter over det nuværende havniveau.

                      I en arkæologisk sammenhæng deles Atlantikum i Kongemosekultur (ældst) og Ertebøllekultur, og aflejringen ved Fladbro Skov er nok nogenlunde samtidig med de kendte fund fra Ertebølle og Mejlgård.

Hævning siden Littorinahavet. Tal i meter.

Litteratur.

Danmarks natur, bind 1. Politikens forlag, 1967.

Kim Aaris-Sørensen 1988: Danmarks forhistoriske dyreverden (Gyldendal).

A.C. Johansen 1918: Bløddyrene i Randers Fjord (Randers Fjords Naturhistorie).

Poul Bondesen 1994: Danske havsnegle (Naturhistorisk Museum, Århus).

Poul Bondesen 1984: Danske havmuslinger (Naturhistorisk Museum, Århus).

H.W. Rasmussen 1968: Danmarks geologi (Gjellerup).

C. Christensen 1982: Stenalderfjorden og Vedbækbopladserne. Havspejlets svingninger 5500-2500 f. Kr. (Nationalmuseets arbejdsmark).

Anvendelse i undervisningen

!.  Indsamling af jordprøver (ideelt, at eleverne har mulighed for at deltage).

2. Jordprøverne brækkes i småstykker og tørres.

3. Jordprøverne opløses i vand og spules udendørs med en vandslange gennem en køkkensigte.

4. Det slemmede materiale tørres og kan derefter udsorteres.

5. Bestemmelse af arterne efter nutidige arter (se litteraturlisten).

6. Der kan laves en planche, hvorpå de forskellige arter er opklæbet.

7. Der kan laves to ”reliefkort”, der viser Littorinahavets og nutidshavets udbredelse (se figurer

    nedenfor).