Kai Ingemann Schnetler

Hvad er forsteninger/fossiler?

Det danske ord ”forsteninger” (som vi har fået fra tysk) bruges almindeligt om rester af tidligere tiders dyr eller planter, der er blevet bevaret ved at blive omdannet til et eller andet mineralsk materiale. Et typisk eksempel er et forstenet søpindsvin, der er omdannet til flint eller et stykke forstenet træ, der har fået det oprindelige ved erstattet af kisel.                

Forsteninger kan også være aftryk af skaller, der senere er opløste, og ved hjælp af aftrykkene kan man få et meget præcist billede af det oprindelige dyrs skal.

Nogle jordlag, f. eks. visse sand- og lerlag fra Tertiærtiden, indeholder imidlertid skaller af snegle, muslinger og andre dyr, hvor den oprindelige skal er bevaret, bortset fra farverne. For sådanne dyrerester er ordet ”forsteninger” ikke dækkende, så derfor anvendes ordet ”fossiler” mere og mere, også her i landet. Dette ord betyder rester af uddøde dyr og planter, samt alle bevarede spor efter deres tilstedeværelse.             

De fossiler, der findes, udgør kun en forsvindende lille del af fortidens dyre- og planteliv, da de fleste organismer nedbrydes hurtigt efter døden og indgår i det biologiske kredsløb. For at fossiler skal kunne dannes, skal flere vigtige betingelser være opfyldt:

Lokaliteter til indsamling af fossiler

1. Randers-egnen.

 I undergrunden er der flere forskellige lag repræsenteret, og tidligere har der været udnyttelse af f. eks. Danienkalk ved Råsted, Skovvad Bro, Clausholm og Lime og Skrivekridt ved Spentrup og Cementfabrikkerne ved Mariager Fjord. Alle disse brud er nu forsvundet, men flere steder kan der stadig ses kalkblokke på markerne, f. eks. ved Skovvad Bro og Purhus. Kalk og flintesten er også almindelige på marker, i grusgrave og ved strandbredder, og der kan stadig gøres gode fund.

 ”Maxit”- værkets lergrav ved Ølst. (Fabrikken har tidligere heddet ”Optiroc” og endnu tidligere "FIBO"),

                      Syd for Randers udnyttes den plastiske ler fra Eocæntiden på fabrikkerne ”Maxit” og ”Dansk Leca”. I den førstnævnte fabriks lergrav er en stor del af Danmarks tertiære aflejringer blottede, og der er også gode muligheder for fund.

Ældst er lag af Holmehus Ler. De overlejres af Ølst Formationen, der omfatter lag indeholdende vulkansk aske, ganske som på Fur og Mors. Lagene er ca. 56 mill. år gamle, og der kan findes enkelte fossiler som f. eks. insekter. Efter Ølst Formationen kommer Røsnæs Ler og Lillebælt Ler, der begge er fede lerarter. Heri kan findes bl.a. hajtænder og konkretioner indeholdende krabber. Over disse lerlag ligger den hvidlige Søvind Mergel, der ikke er særlig rig på fossiler.

De yngste lag i lergraven stammer fra Oligocæn (35-25 mill. år før nu). Ældst er en grønlig, fed ler, der kaldes Viborg Ler. Spredt i leret findes der snegle, muslinger og søtænder og undertiden også hajtænder og koraller. Fossilerne kan let ses i leret, da de oftest har en hvidlig farve. Det kan dog ikke svare sig at tage store lerprøver med hjem til slemning, da fossilindholdet er ret lavt. Over Viborg Leret følger en mørk lerart, der hurtigt forvitrer, så overfladen bliver rødlig (kan fra motorvejen ses øverst i lergraven). Det er Brejning Leret (først beskrevet fra Vejle Fjord), og i overfladen findes der en del fossiler, mest snegle, muslinger, søtænder og øresten af fisk. Fossilerne er i frisk tilstand brunlige, men forvitrer hurtigt på grund af pyrit (svovlkis), der gør skallerne først rustfarvede, så hvide og til sidst smuldrende helt væk. Hvis man kan nå ned i det uforvitrede ler ved gravning, kan det godt svare sig at tage ler med hjem til slemning, for fossilindholdet er stort, og der er en del forskellige arter, også ret sjældne. I det allernederste lag af Brejning Leret findes en del hajtænder, sammen med nogle små blanke sten, der kaldes fosforitter. Brejning Leret er ca. 25 mill. år gammelt.  

                      Der skal altid spørges om tilladelse på fabrikkens kontor, og færdsel i lergraven skal ske med nogen forsigtighed, især lige efter regnvejr. Dette gælder naturligvis især, hvis man har elever med!

Dalbyover Kalkbrud.

Her findes en ret stor og dyb kalkgrav, hvor der stadig graves (gødningskalk). I kalken kan man ved at kløve blokkene med en hammer finde fossiler som søpindsvin, muslinger (især en stor østerslignende, der hedder Pycnodonte vesicularis), søliljer, brachiopoder og hajtænder. Især søpindsvin er uhyre almindelige, ofte hele og velbevarede. Den almindeligste art er Echinocorys sulcatus.

                      Det er absolut nødvendigt at spørge om tilladelse til adgang først!

Sangstrup og Karlby Klinter.

I disse lange klinter kan der ses fine profiler i den ældste del af Danientidens kalk (samme lag kan ses i Stevns Klint og Bulbjerg). Der kan findes en lang række fossiler, især ved at søge i klintens faste kalk. På strandbredden er det kun fossiler i flint og den hårde kalk, der bevares. Almindelige fossiler er søpindsvin, brachiopoder, søliljer, muslinger, ormerør, hajtænder og, meget sjældent, krabber. Bryozokalken er velegnet til at behandles med glaubersaltmetoden, der vil give en masse små fossiler (beskrives senere).

                      Man skal være opmærksom på tidevand og vandstand, da man ellers godt kan blive ”fanget” på dele af strækningen. Desuden skal man (elever) heller ikke kravle op på klinterne!

2. Lokaliteter, der f. eks. kan besøges på lejrskoler.

Fur og Mors.

På disse to øer, samt ved Ertebølle Klint og klinterne Silstrup Klint og Firkanten syd for Thisted, kan lag fra moleret ses. De indeholder ofte askelag og er tydeligt foldet af isen.

                      Fossiler kan findes i den bløde moler ved at spalte den med en kniv eller kløve den med en hammer. Fossiler i moler er ret skrøbelige, men lette at frigøre for eleverne. Der kan også findes fossiler i den hårde cementsten; disse fossiler er bedre bevarede og lettere at opbevare, men svære at frigøre. Når man kløver cementstensblokke, er det nødvendigt med beskyttelsesbriller på grund af faren for skarpe splinter.

                      Der kan findes fisk af mange arter, insekter, planterester, søstjerner og mange andre fossiler. Berømt er den store havskildpadde, der kan ses på museet på Fur. Både dette museum og Molermuseet på Mors kan anbefales meget. Af de ”Danekræ”, der er fundet i Danmark, kommer langt de fleste fra moleret.

                      Moleret kan ses i klinter, hvor der er fri adgang, og i fabrikkers grave, hvor der skal spørges om tilladelse til indsamling.

Lyby Strand (nord for Skive).

Her kan der på stranden og på lavt vand indsamles ”krabbeboller”, der ofte indeholder krabber eller andre fossiler fra Øvre Oligocæn (25 mill. år før nu).

Bulbjerg.

Her kan der findes de samme fossiler som ved Sangstrup og Karleby Klinter. Tidligere kunne man se Skarreklit ude i havet, men den forsvandt i 1978 som følge af havets nedbrydning.

Gram Lergrav og museum.

I lergraven ved det i 1988 nedlagte teglværk er der i tidens løb fundet en række enestående fossiler fra Øvre Miocæn (ca. 8 mill. år siden). Det er især muslinger, snegle, krabber og hajtænder og som noget særligt adskillige skeletter af hvaler. Til museet er der tilknyttet en museumspædagog og en naturvejleder, så der foretages rundvisninger eller undervisning for skoler og lejrskoler.

Museet har også egen hjemmeside.

Stevns Klint.

I den 12 km lange klint ses K/T grænsen (grænsen mellem Kridttid og Tertiærtid) tydeligt. Det er ved denne grænse, at dinosaurer, ammoniter og belemniter samt talrige andre fossile dyrearter uddøde. I klinten ses nederst Skrivekridt, der overlejres af Bryozokalk fra Danien. Da Skrivekridtet er blødere end Bryozokalken, udhules klinten, så Bryozokalken bliver overhængende, og af og til sker der store nedstyrtninger. Ved grænsen mellem de to bjergarter ses fiskeler (ca. 10 cm tykt) og Cerithiumkalk (ca. 50 cm tykt), og disse lag hører begge til Tertiærtiden. Fiskeleret indeholder tænder og andre rester af fisk, og Cerithiumkalken indeholder talrige aftryk af sneglen Metacerithium balticum og andre snegle. Disse aftryk er velegnede til afstøbning.

Møns Klint.

Klinten består af flager af Skrivekridt, der af istidens gletsjere er presset op i flager, adskilt af moræne. I kridtet kan man finde en del fossiler, f. eks. belemniter (vættelys), raslesten (en kiselsvamp), østers, muslinger og brachiopoder.

Bornholm.

På Bornholm kan ses en lang række fossilførende aflejringer, der alle er ældre end de aflejringer, som man finder i resten af Danmark. Hvis man går langs Læså-stien, møder man en del af lagserien.

                      Ældst er lag fra Kambrium (ca. 590 til 505 mill. år før nu) med mange rester af den uddøde dyregruppe trilobiter. Den efterfølgende periode Ordovicium (505 til 438 mill. år før nu) har stadig en del trilobiter, men præges af en gruppe kolonidannende dyr, graptoliterne, der også er uddøde. Silur (438 til 408 mill. år før nu) afslutter Jordens oldtid og indeholder også karakteristiske graptoliter. De nævnte aflejringer træffes især langs de to åer Læså og Øleå. Fra Juratiden (213 til 144 mill. år før nu) kendes der fra Bornholm bl.a. plantefossiler fra kulbrydningen ved Bagå (nu ophørt). De yngste lag på Bornholm er Arnager Grønsand, Arnager Kalk og Bavnodde Grønsand, der alle er fra Kridttiden, og de findes i klinter langs kysten mellem Rønne og Arnager. De indeholder en del muslinger, ammoniter, belemniter (vættelys) og snegle.    

Der henvises til litteraturen vedrørende beskrivelser af lokaliteter og fossiler.